Hvorfor skal vi faste og bede om Guds nærvær? Hans tilstedeværelse er trods alt overalt, er det ikke?
Af Ron Myer
For et par måneder siden kørte jeg hjem fra tjeneste til en gruppe af små gruppeledere. Jeg havde opmuntret dem i opgaven med at udvide Guds rige i deres lokalitet. De gjorde et godt stykke arbejde, og det var spændende at være sammen med dem.
På det tidspunkt var jeg på faste, hvilket var svært, fordi de havde tilbudt mig morgenmad og en vidunderlig frokost, som jeg elskværdigt afslog. Hvorfor er det, når Herren kalder dig til en faste, pludselig er der flere muligheder for at spise alle slags lækker mad? Det ser altid ud til at virke sådan for mig.
Er min timing så dårlig, eller er det Herren, der ønsker at beskytte mig mod ekstra mad, som min krop virkelig ikke har brug for? Eller måske er det bare en test for at se, om jeg virkelig er forpligtet til at faste.
Uanset hvad, bad jeg, mens jeg kørte. Jeg begyndte at fornemme, at Herren kaldte os, DOVE kirker i USA, til at gå ind i en ugelang faste sammen. Jeg følte mig imponeret over, at vi skulle faste for to ting – en større manifestation af hans nærvær og en større frigivelse af evangelisering. Hvorfor vil Herren ønske, at vi som en gruppe af kirker faster og beder om hans nærvær? undrede jeg mig. Hans tilstedeværelse er trods alt overalt, er det ikke? Hvordan kan vi øge det?
Kong David, som konstant søgte Gud, skrev dette i Salme 139:
Hvor kan jeg gå hen fra Din Ånd? Eller hvor kan jeg flygte fra dit nærvær? Hvis jeg stiger op til himlen, er du der; Hvis jeg reder min seng i helvede, se, du er der. Hvis jeg tager morgenens vinger og bor i havets ende, selv der skal din hånd føre mig, og din højre hånd holder mig (Salme 139:7-10).
Det lyder som om der ikke er nogen måde at undslippe hans tilstedeværelse. Så hvad handler al hypen om Herrens tilstedeværelse om? Hvorfor skulle vi opgive mad for mere af Guds nærvær?
Jeg kan kun sige, at der er noget ved hans tilstedeværelse. Jeg ved i mit hjerte, at overalt hvor jeg er, er han, fordi Helligånden bor i mig. Men der er noget vidunderligt og kraftfuldt ved at føle ham, gå ud over viden om, at han er der, til at kende og fornemme, at han er der.
Lad mig sige det på denne måde. Jeg kan sidde i min stue med min familie, mens jeg arbejder på min bærbare computer. Min tilstedeværelse er i rummet. Hvis nogen kom forbi, ringede på døren og spurgte efter mig, ville den, der åbnede døren, svare: "Ja, han er her."
Det er en helt anden historie, når vi er sammen som familie i stuen. Med seks børn, nitten børnebørn og to oldebørn kan julemiddagen være en højlydt begivenhed. Enogtredive familiemedlemmer samledes om bordet i år. Der er drillerier, børnebørn løber forbi mig, mens jeg tager en i armene, og skriger af glæde, når en anden forsøger at undslippe mit greb. Knus af hengivenhed og latter er i overflod. Min opmærksomhed er fokuseret på hver person, da de alle er vigtige og alligevel spredt ud over hele rummet. Ja, jeg er i rummet, som jeg var før, men min interaktion og forbindelse med hver enkelt er helt anderledes. Mit nærvær er ikke kun nu, det mærkes og opleves håndgribeligt af hver eneste person i rummet.
Jeg tror, vi kan drage nogle paralleller til Gud. Vi kan sige, at når vi taler om hans nærvær, taler vi om hans interaktion med os. Lyt til samspillet mellem Moses og Herren lige før Moses beder Herren om at vise ham sin herlighed:
Hvis du er glad for mig, så lær mig dine veje, så jeg kan kende dig og blive ved med at finde gunst hos dig...Herren svarede: "Mit nærvær vil gå med dig, og jeg vil give dig hvile."
Så sagde Moses til ham: "Hvis dit nærvær ikke går med os, så send os ikke op herfra. Hvordan vil nogen vide, at du er glad for mig og med dit folk, medmindre du går med os? Hvad ellers vil adskille mig og dit folk fra alle de andre mennesker på jordens overflade?" (33. Mosebog 13:16-XNUMX).
Moses beder Herren om at lære ham hans veje. Det burde være vores hjertes råb. Herre, lær os dine veje, så vi kan kende dig. Vi lærer at kende Herren ved at læse Ordet, men vi lærer virkelig Herren at kende ved at bruge tid i hans nærhed eller interagere med ham. At bede om en større frigivelse af hans tilstedeværelse er at bede om mere interaktion med ham. Moses stiller det vigtigste spørgsmål: "Hvad ellers vil adskille os fra andre mennesker på jorden?" Det måtte være Herrens tilstedeværelse. Moses var så bekymret over dette aspekt, at han sagde: "Jeg ønsker ikke engang at gå ind i alt det, du har lovet os, medmindre vi har din tilstedeværelse hos os." Det var så vigtigt Guds nærvær var for ham.
Dette ændrer alt
Når vi interagerer med Herren, ændrer hans tilstedeværelse, hans interaktion med os alt. Mennesker bliver berørt af Herren. Mennesker, der har oplevet hårde hjerter, bliver blødgjort af hans tilstedeværelse. Hans tilstedeværelse opløser det uvæsentlige og bringer ting frem i lyset, der er vigtige.
En gang, da jeg mødtes med to par, der oplevede vanskeligheder i deres forhold, rådede jeg parrene til at skrive deres bekymringer ned. Næste gang vi mødtes, sagde jeg: "Lad os først bruge lidt tid i Herrens nærhed." Vi havde en vidunderlig tid med at bede og tilbede, og Herren talte profetisk, mens han interagerede med os. Jeg bad derefter parrene om at fortælle, hvad de følte om deres forhold. Jeg vil aldrig glemme, hvad der derefter skete. De sagde: "I lyset af alt, hvad der lige fandt sted, virker alle disse bekymringer ret ubetydelige lige nu." Herrens tilstedeværelse ændrede deres sind og deres hjerter.
Når jeg har en stressende dag, har jeg brug for at komme endnu mere ind i hans nærhed. Jeg har brug for at vide, at han ikke kun er der med mig, men interagerer med mig. Når jeg står over for en udfordring, det være sig fysisk, følelsesmæssig eller åndelig, kan hans tilstedeværelse ændre alt. Nogle gange ændrer situationen sig ikke, men mit perspektiv gør det. Det bliver sat i fokus, og jeg bliver forandret. Andre gange ændrer den faktiske situation sig.
Det skal nok gå, Ron!
En dag stod jeg i en meget smertefuld situation i vores familie. Jeg bad, bogstaveligt talt råbte til Herren. Mens jeg stod der med lukkede øjne, så jeg ham række ud med sin hånd, rasle i mit hår og sige: "Det skal nok gå, Ron!" Det påvirkede mig meget. Mens de næste par uger stadig var svære, holdt jeg fast i det, jeg så i mit sind, og hørte ham sige. Tingene viste sig i orden. Men det var mens jeg var i hans nærhed, at håbet og modet blev udgydt.
Har du været i hans nærhed på det seneste? Lærer du at kende Herren, eller siger du ligesom Moses: "Herre, lær mig dine veje, så jeg kan kende dig." Når du har været i Herrens nærhed, bliver du forandret af hans samspil med dig. Lad os søge mere af hans tilstedeværelse.
Jeg ønsker mere interaktion med Gud; Jeg vil ikke gå videre uden det.
